Post by Tina (Admin) on Jun 26, 2016 21:36:12 GMT 1
Puha ja, det lyder som en ordentlig kovending, men det var det sådan set også.
Min spiseforstyrrelse begyndte i sensommeren 2013, hvor jeg var 19 år. Først ville jeg bare tabe mig et par kilo, men følelse af at se tallene på vægten gå ned og se mig selv i spejlet blive slankere og slankere kunne jeg ikke slippe. For første gang i mit liv følte jeg mig sådan rigtig tynd. Og det var jeg. For et halvt år efter havde jeg tabt mig 15 kilo. Med et BMI på 16. Og min menstruation holdt op. Jeg spiste ingenting, men tankerne drejede sig hele tiden om, hvad jeg mon kunne tillade mig at spise som det næste - og hvornår jeg skulle gøre det. Der gik gerne 8-10 timer, hvor jeg intet spiste og ingen kræfter havde.
Da jeg kunne mærke, at jeg ikke kunne leve mit liv ordentlig pga. den lave vægt, overtalte min mor mig til at begynde i behandling og hos en diætist, så jeg langsomt kunne tage lidt på. Jeg var rædselsslagen for tanken om at øge min vægt, men jeg ønskede også at få nogle af glæderne ved mit liv tilbage. Og så skete det, som den spiseforstyrrede frygter allermest: I løbet af et halvt år tog jeg alle 15 kilo på igen. De første fire-fem kilo ret kontrolleret - de næste fuldstændig ukontrolleret. Jeg spiste og spiste og kunne slet ikke holde op. Jeg havde savnet fornemmelsen af at være rigtig mæt så længe, og der var så mange ting, jeg ikke havde smagt i mange måneder. Derfor overspiste jeg - først lidt og senere meget ekstremt. Det blev oftere og oftere, og til sidst var jeg så ked af det og desperat efter at holde vægten nede, at jeg begyndte at kaste maden op igen, når jeg havde spist den. Det gjorde at jeg atter tabte mig fire-fem kilo, og det gjorde mig glad. Men alligevel var hver dag fyldt med angst og frygt for, hvornår jeg igen skulle komme til at overspise. Samtidig var jeg SÅ uendelig flov over at kaste op, og jeg bekymrede mig meget om mit spiserør og mine tænder. Det eneste der gjorde mig glad i den periode var, at jeg i det mindste havde tabt mig. Det var det eneste, der betød noget.
For ca. syv måneder siden stoppede jeg så med at kaste op. Men mange af overspisningerne fortsatte, og jeg tog selvfølgelig på. Men på en eller anden måde var det trøstende at vide, at jeg ikke var så hård ved min krop mere. Jeg lærte langsomt at gøre overspisningerne mindre og at lytte til min sult og mæthedsfornemmelse. I dag er mit forhold til mad næsten normalt.
Jeg vejer der samme, som inden jeg blev syg af min spiseforstyrrelse tilbage i år 2013. Det som jeg frygtede allermest, da den begyndte. Det ville jo være spild af "arbejde", hvis jeg skulle komme til at veje det igen, som jeg gjorde inden. Men i dag kan jeg se, at jeg netoop tænkte sådan, fordi jeg var syg.
Jeg har en kæreste, en familie og nogle veninder, som elsker mig for den jeg er. Mange af dem har kendt mig inden jeg blev spiseforstyrret, og de synes selvfølgelig bare det er dejligt at se, at jeg igen er blevet "gamle" Tina (i den forstand at man jo aldrig kan blive som man var før, når man har været en hård sygdom igennem).
Skulle nogen stå i noget, der minder om det, jeg har været igennem, så skriv endelig til mig - i en besked eller her i tråden.
Jeg kæmper da stadig med synet på mig selv og min krop, men jeg er nået så langt, at jeg gerne vil dele mine erfaringer med andre
Min spiseforstyrrelse begyndte i sensommeren 2013, hvor jeg var 19 år. Først ville jeg bare tabe mig et par kilo, men følelse af at se tallene på vægten gå ned og se mig selv i spejlet blive slankere og slankere kunne jeg ikke slippe. For første gang i mit liv følte jeg mig sådan rigtig tynd. Og det var jeg. For et halvt år efter havde jeg tabt mig 15 kilo. Med et BMI på 16. Og min menstruation holdt op. Jeg spiste ingenting, men tankerne drejede sig hele tiden om, hvad jeg mon kunne tillade mig at spise som det næste - og hvornår jeg skulle gøre det. Der gik gerne 8-10 timer, hvor jeg intet spiste og ingen kræfter havde.
Da jeg kunne mærke, at jeg ikke kunne leve mit liv ordentlig pga. den lave vægt, overtalte min mor mig til at begynde i behandling og hos en diætist, så jeg langsomt kunne tage lidt på. Jeg var rædselsslagen for tanken om at øge min vægt, men jeg ønskede også at få nogle af glæderne ved mit liv tilbage. Og så skete det, som den spiseforstyrrede frygter allermest: I løbet af et halvt år tog jeg alle 15 kilo på igen. De første fire-fem kilo ret kontrolleret - de næste fuldstændig ukontrolleret. Jeg spiste og spiste og kunne slet ikke holde op. Jeg havde savnet fornemmelsen af at være rigtig mæt så længe, og der var så mange ting, jeg ikke havde smagt i mange måneder. Derfor overspiste jeg - først lidt og senere meget ekstremt. Det blev oftere og oftere, og til sidst var jeg så ked af det og desperat efter at holde vægten nede, at jeg begyndte at kaste maden op igen, når jeg havde spist den. Det gjorde at jeg atter tabte mig fire-fem kilo, og det gjorde mig glad. Men alligevel var hver dag fyldt med angst og frygt for, hvornår jeg igen skulle komme til at overspise. Samtidig var jeg SÅ uendelig flov over at kaste op, og jeg bekymrede mig meget om mit spiserør og mine tænder. Det eneste der gjorde mig glad i den periode var, at jeg i det mindste havde tabt mig. Det var det eneste, der betød noget.
For ca. syv måneder siden stoppede jeg så med at kaste op. Men mange af overspisningerne fortsatte, og jeg tog selvfølgelig på. Men på en eller anden måde var det trøstende at vide, at jeg ikke var så hård ved min krop mere. Jeg lærte langsomt at gøre overspisningerne mindre og at lytte til min sult og mæthedsfornemmelse. I dag er mit forhold til mad næsten normalt.
Jeg vejer der samme, som inden jeg blev syg af min spiseforstyrrelse tilbage i år 2013. Det som jeg frygtede allermest, da den begyndte. Det ville jo være spild af "arbejde", hvis jeg skulle komme til at veje det igen, som jeg gjorde inden. Men i dag kan jeg se, at jeg netoop tænkte sådan, fordi jeg var syg.
Jeg har en kæreste, en familie og nogle veninder, som elsker mig for den jeg er. Mange af dem har kendt mig inden jeg blev spiseforstyrret, og de synes selvfølgelig bare det er dejligt at se, at jeg igen er blevet "gamle" Tina (i den forstand at man jo aldrig kan blive som man var før, når man har været en hård sygdom igennem).
Skulle nogen stå i noget, der minder om det, jeg har været igennem, så skriv endelig til mig - i en besked eller her i tråden.
Jeg kæmper da stadig med synet på mig selv og min krop, men jeg er nået så langt, at jeg gerne vil dele mine erfaringer med andre
